tech10.dk



Tech10 er kåret som en af årets 25 iværksættere

Dansk Erhverv synes, at du skal kende Tech10. Det synes vi også. Derfor er vi stolte og glade for, at vi netop er blevet udvalgt som en af 2023’s iværksætter-virksomheder med kvindelig stifter.

Det handler ikke kun om Tech10. Og slet ikke kun om vores stifter og managing partner, Tine Meisner. Men derfor kniber vi os alligevel i armen over, at vi netop er blevet kåret af Dansk Erhverv som en af årets 25 iværksættere med kvindelig stifter.

                                                                                                                                

”Jeg er så stolt og glad,” siger Tine Meisner om kåringen.

                                                                                                                                

”Det er et fremragende initiativ, Dansk Erhverv har skubbet i gang. Kvinder og iværksættere har brug for al den opbakning, de kan få. Og det her handler netop om at sætte fokus på, at der er masser af de dygtige kvinder i det danske erhvervsliv.”


Kvinder vil også være med i klubben

Det er tredje år i træk, at Dansk Erhverv lancerer publikationen 25 kvindelige iværksætter du bør kende. Målet er at fremhæve inspirerende rollemodeller, som forhåbentlig kan være med til at give flere kvinder mod på at stifte deres egen virksomhed.

                                                                                                                                

Kun 27 procent af alle iværksættere i Danmark er kvinder. Og ifølge en analyse fra Dansk Erhverv går kun 0,1 procent af investeringer i dansk iværksætteri til startups med kun kvindelige stiftere, mens 10,8 procent går til startups med både mandlige og kvindelige stiftere. Det vil sige, at 89,1 procent af al kapital går til startups udelukkende med mandlige stiftere.

                                                                                                                                

” Det er da en bemærkelsesværdig forskelsbehandling. Der så god grund und til at hylde nogle af de kvinder, der har fået en fod i døren til en verden, der af og til minder om en lukket klub for hvide mænd”, siger Tine Meisner

                                                                                                                                

Flere hundrede stærke kandidater

Dansk Erhverv har modtaget over flere hundrede indstillinger til årets kåring. For at kvalificere sig skulle kandidaterne være kvindelige stiftere eller medstiftere af en virksomhed, der højst er syv år gammel og har vist synlige vækstresultater i forhold til omsætning og antal medarbejdere.

                                                                                                                                

En jury på ni erhvervsfolk har udvalgt årets iværksættere, der blev kåret ved en reception hos Dansk Erhverv ved Børsen.

                                                                                                                                

”Det er et rigtig godt selskab, vi er kommet i her hos Tech10,” siger Tine Meisner.

”Kåringen ændrer selvfølgelig ikke noget i vores daglige arbejde, men jeg håber, at hele initiativet bliver anledningen til at vi får taget livtag med den omfattende usynlige diskrimination af kvinder, af mennesker med anden hudfarve og af dem der er mere end 55 år.

Jeg håber at de får og tager den plads de fortjener som pionerer i nye danske virksomheder.”

                                                                                                                                

                                                                                                                                

FAKTA OM KVINDER OG IVÆRKSÆTTERI

  • Kun 27 procent af alle iværksættere i Danmark er kvinder
  • Kun 0,1 procent af investeringer i Danmark går til startups med kun kvindelige stiftere, og 10,8 procent går til startups med både mandlige og kvindelige stiftere. Og at 89,1 procent af al kapital således går til startups udelukkende med mandlige stiftere.
  • 100 kroner investeret i en startup med kun kvindelige stiftere giver 25 procent større omsætning sammenlignet med virksomheder med kun mandlige stiftere.
  • 81 procent af de adspurgte iværksættere peger på mænd som rollemodeller. Og kun mænd.


Kilde: Dansk Erhverv, Analyse om kvindelige iværksættere 2023